Når lillebror kommer

Dette indlæg bliver et af de mere personlige, så er i advaret hvis i ikke er til følepølse indlæg idag :)

Der er ikke mange dage til at vi kan forvente lillebrors ankomst. Men som jeg skrev om tidligere skal vi lige nå en 4 års fødselsdag og gerne marts måned før jeg er helt klar. På den anden side, hvis han kommer idag er han mere end velkommen, jeg føler mig efterhånden meget hæmmet af den store mave, træthed, ondt alle steder og følelsen af ikke rigtig at slå til over for de tre store.

Min lille Erik (eller efterhånden store 4 årige) kom med lynets hast da han besluttede sig for at nu var det hans fødselsdag. Det tempo har været afgørende for den beslutning vi har taget i forhold til hvor lillebror skal fødes.
Jeg har egentlig været ganske tilfreds med mine fødselsoplevelser de sidste tre gange. Jordmor og jeg har samarbejdet fint, ungerne er kommet ud uden de helt store komplikationer og alle tre er sunde raske og skønne. Denne gang står vi i en situation hvor farmand har 2 timer hjem fra jeg giver lyd om forestående fødsel og en 40 min turbo fødsel i baghovedet fra sidst. Så jeg vil ikke kunne nå til Næstved som er nærmeste fødested.
Derfor har vi valgt Hjemmefødselsordning sjælland. Da jeg var til første jordmor samtale i september fik jeg tilbudt at blive sat igang og føde på hospitalet eller tilmelde mig hjemmefødselsordningen. Jeg Ringede og snakkede med den jordmor som er tilknyttet mit område og hun fik mig hurtigt overbevist. Efter første møde med hende var jeg helt sikker. Min jordmor udstråler en ro og et overskud som er helt utroligt, jeg er slet ikke i tvivl om at det bliver en fantastisk oplevelse at føde med hende.
Jeg skal ikke føde i badekar, kan højst sandsynligt ikke nå at fylde det og orker ikke oprydningen efter, jeg skal føde lige der hvor det giver aller mest mening når det gælder. Jeg skal føde mit 4. og sidste barn i vores eget hjem i de omgivelser som jeg elsker med min elskede som tætteste samarbejdspartner og den sødeste jordmor som rådgiver, ingen andre, bare os tre (4).
De tre store skal over til vores fantastiske naboer uanset tid på døgnet (med mindre de er i skole og børnehave). Det er dejlig tæt på og alligevel så langt væk at jeg kun skal koncentrere mig om mig selv og lillebror. Så snart der bliver givet grønt lys kan jeg så få alle mand hjem på 30 sekunder så de kan møde deres lillebror så hurtigt som det overhovedet er muligt for os.
De sidste 2-3 uger der er tilbage vil jeg få hyppigere besøg af jordmoderen så hun kan følge udviklingen og være sikker på at være så tæt på Sorø som muligt når tiden er inde.

Selvfølgelig er der en lille stemme der giver udtryk for en uro over at være 30 km væk fra hvide kitler og muligheden for at blive tilkoblet alverdens elektronik. Men den lille stemme bliver bedt om at klappe i. Jeg har ikke før brugt bedøvelse, og de sidste to gange har det gået så stærkt at elektroder og andet teknik ikke har været nødvendigt. Desuden ved jeg at der inden for meget kort tid står en ambulance klar hvis det skulle blive nødvendigt.

Min jordmor har netop udgivet en børnebog omkring hjemmefødsel og fødsel generelt. Jeg tænker at den lige skal klikkes hjem så vi kan nå at kigge i den sammen med ungerne.





Kommentarer

Populære indlæg